Naturfolk har i umindelige tider haft ry for at have et exceptionelt godt helbred, det er et spor, vi kan følge langt tilbage i historien.

Men er det sandt, hvilke beviser kan vi godtage for denne opfattelse, og i fald hvad kan vi bruge denne viden til?

Spænd hjelmen og tag med på en spændende rejse gennem tid og rum med nogle af de dygtigste og mest indsigtsfulde forskere ud i Naturens videnskab! 

 

Historien skrives som bekendt af de ”vindende” parter, og problemet op gennem historien synes ofte at være, at de ikke nødvendigvis altid har haft retten, et højere mål eller en større sandhed på deres side, men typisk bare har haft magt, som de har haft agt, og sat deres vilje igennem.

Udviklingen har på godt og ondt medført, at der stort set ikke længere findes hvide pletter på landkortet, og da naturfolk typisk kun har haft et minimum kontakt med den moderne kultur, er der nærmest fortvivlende få nulevende, vi kan spørge, hvilket komplicerer problematikken.

Hvis vi er heldige, kan vi finde råd og vejledning blandt efterkommere af oprindelige folkeslag og blandt folk med kendskab til naturens visdom – forstået som viden afkoblet den moderne mainstream naturvidenskab, som lidt for ofte synes bundet op på populære trends eller kapitalinteresser.

For realiteten på nuværende tidspunkt er desværre ikke fuldt ud, at vores generelle ”videnskabelige” forståelse og bevidsthed, om hvad der skaber et stærkt helbred, afspejler den bedste viden på sundhedsområdet.

Alene det faktum, at to ud af tre danskere døjer med behandlingskrævende, kroniske lidelser, taler sit tydelige sprog. (Note 1) Hvis vi virkelig var så kvikke, som mange desværre forledes til at tro, ville vi vel næppe acceptere et så sølle resultat? 

To ud af tre danskere er kronikere – vi lader den lige stå et øjeblik…! 

HMS Beagle i Ildlandet (udsnit), malet mellem 1831 og 1836.

Men okay, nuvel – hvem var så de oprindelige folk, hvornår og hvordan levede de, hvor henne og hvem kan vi tage til indtægt for en fyldestgørende beskrivelse og forståelse af deres livsstil?

Mange kilder vi har til rådighed om naturfolks levevis, stammer fra eventyrere og opdagelsesrejsende, der er rejst ud for at besøge stammefolk i fjerntliggende områder.

Dr. Weston A. Price var en meget respekteret observatør og kender af naturfolks levevis, som du kan læse mere om her. Han er dog endnu knap så bredt anerkendt i offentlighedens bevidsthed, så lad os finde et mere kendt ansigt:

En af de mest kendte videnskabsmænd, der på godt og ondt har været med til at forme vores nuværende verdensbillede og forståelse af den menneskelige udvikling, er den engelske naturforsker og geolog Charles Darwin, der levede fra 1809 til 1882.

Darwin er endt med at være mest kendt for sit hovedværk, den revolutionerende bog Arternes oprindelse, og de fleste mennesker kender udtrykket ”survival of the fittest” – at den bedst tilpassede art overlever, et udtryk der stammer fra netop denne bog af Darwin.

Mange år før han blev verdensberømt (og i mange kredse såvel feteret som foragtet for sin banebrydende naturvidenskabelige indsigt) blev Charles Darwin som ung mand udvalgt til at deltage på kaptajn Fitz Roys kortlægningsekspedition til Stillehavet via den allersydligste spids af Sydamerika, også kaldet Patagonien eller mere præcist Tierra del Fuego – Ildlandet, på hvad der blev en flerårig jordomsejling med det stolte skib H.M.S. Beagle. (Note 2)

På maleriet afbilledet ovenfor ses H.M.S. Beagle navigere i de smalle stræder, der gennemskærer Ildlandet. Om det er en hilsen eller forbandelse, der tilgår dem fra kanoen med indfødte, melder historien ikke noget om…

På denne rejse fik Charles Darwin lejlighed til at gøre sig grundige og for så vidt epokegørende feltobservationer om geologi og naturhistorie, hvor især hans iagttagelser af de senere så berømte finker på Galápagosøerne dannede skole og baggrund for hans senere skriverier og den naturvidenskabelige opblomstring i kølvandet på hans evolutionsteorier.

I denne sammenhæng er det af interesse, at Charles Darwin var den videnskabsmand og fremragende observatør, han var, for undervejs mødte han mange indfødte folk, og vi er derfor beriget med relevante og tankevækkende iagttagelser, om end de sundhedsmæssige aspekter efter meget at dømme ikke havde hans store opmærksomhed eller interesse.

Af særlig interesse i denne sammenhæng var det, at han mødte mange af de sagnomspundne patagoniere i Ildlandet, den sydligste del af det større område Patagonien i Sydamerika, et område der ligger øst for Andesbjergene.

De indfødte her blev i sin tid først beskrevet af den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), der kaldte dem for “patagons” med henvisning til deres store fødder (pata=fod). Dette kaldenavn skyldtes formentlig i virkeligheden bare, at de brugte råhuder proppet med græsstrå som fodtøj, men der lå selvfølgelig mere i det end det.

Andre opdagelsesrejsende som Byron m.fl. bemærkede ligeledes, at patagonierne havde en enorm kropshøjde, og i 1766 konstaterer kaptajn Samuel Wallis med skibet H.M.S. Dolphin ved selvsyn, at de indfødte mænd, de mødte ved påsejlingen af Magellanstrædet, havde en højde på mellem seks fod og seks fod ni tommer (ca. 183-206 cm).

Dr. Weston A. Price, der i visse kredse er kendt som ernæringens Charles Darwin, skrev på linje hermed meget kort i sin bog Ernæring og fysisk degeneration om denne gruppe af indfødte:

Desværre ved man meget lidt om de gamle kulturer, der er opstået langs Chile og Perus kyst. Det er blevet fortalt, at de stærkeste og mest robuste af alle Sydamerikas indianerstammer var dem, der levede i Patagonien.

Dr. Weston A. Price

Så vi må være på rette spor!

Det var jf. Dolphins skibsfører George Robertson en endog meget stor højde sammenlignet med den tids engelske sømænd.

Allerede den første dag Charles Darwin ankom til Patagonien, mødte han fire indfødte og skriver efterfølgende – noget chokeret tilsyneladende:

Det var uden undtagelse det mest ejendommelige og interessante skue, jeg på noget tidspunkt har mødt: jeg kunne ikke have troet, der var så stor forskel på det vilde og det civiliserede menneske: forskellen var større end mellem et vild dyr og et tamdyr, eftersom mennesket besidder en større forbedringsevne.

Charles Darwin

Tak for mokka – den unge Charles Darwin synes rystet i sin grundvold, måske til dels intimideret af de indfødtes betragtelige højde og fysik – han fortæller, at de unge mænd var stærke og kraftige og over seks fod høje (over 183 cm, red.).

Måske som barn af et puritansk-Viktoriansk ”stiff-upper-lip” England var det overvældende for ham, at deres eneste form for beklædning bestod af guanako-skind (guanakoen tilhører kameldyr-familien og lever i Andes i Sydamerika) med ulden vendt udad og blot slynget over skuldrene, hvilket efterlod lige så meget af deres krop eksponeret som tildækket…

Andre steder møder Darwin indfødte udelukkende klædt i sælskind, nogen med blot et odderskind slynget over ryggen, og til tider var både mænd og kvinder helt nøgne – selv i sneen!

Her er vi allerede inde på noget essentielt, for det er relevant at nævne, at den gennemsnitlige årstemperatur i Ildlandet er på blot 4,4 °C med stor fugtighed og ofte voldsomme storme. Hvordan har de været i stand til at klare sig med så lidt påklædning – eller har de overhovedet kunnet det? Måske var de bare nogle rå, kolde og følelsesløse barbarer, eller ”savages” som Darwin konsekvent kaldte dem, (for)dømt til at overleve på bedste beskub?

Darwin fortsætter sine observationer – nu med mere generelle betragtninger om deres mentale færdigheder:

De kunne til perfektion og fuldt ud korrekt gentage hvert eneste ord i hvilken som helst sætning, vi sagde til dem, og de kunne huske sådanne ord i noget tid.

Charles Darwin

Darwins kommentar minder os om, hvor svært det egentlig er at skelne lyde på et fremmed sprog. Darwin mener, naturfolk også i Afrika og Australien besidder denne evne til efterligning ud over det sædvanlige, og spørger retorisk (må man formode, siden han lader spørgsmålet stå uimodsagt i bogens tekst):

Hvordan kan disse evner forklares? Er det en konsekvens af de mere veltrænede opfattelsesvaner og skarpere sanser, der er fælles for alle mennesker i deres vilde tilstand, sammenlignet med mennesker der længe har levet på en civiliseret måde?

Charles Darwin

Sådanne mentale evner synes ikke med det første at rime på hans førnævnte opfattelse af naturfolk som rå, utæmmede vilde… snarere som lysende kontrast på hans eget selvbillede.

Darwin skriver om en af de tre patagoniere, der var med på sejladsen efter et par års tvungen ophold i England (hun var blevet taget som gidsel på H.M.S. Beagles forrige tur i området):

Fuegia Basket var en sød, beskeden, reserveret ung pige, med et ret tiltalende om end til tider noget mut gemyt, og hun var vældig kvik til at lære nye ting, især sprog.

Charles Darwin

For en tilfangetaget pige, der må formodes at forsøge at få det bedste ud af situationen, synes denne beskrivelse bestemt ikke at tale imod hendes niveau af følelsesmæssigt beredskab og mentale habitus – tværtimod må den unge pige have haft et ikke ubetydeligt mentalt og følelsesmæssigt overskud til at gebærde sig i det rå miljø blandt de engelske sømænd ombord.

I vores forståelse af naturfolks mentale niveau og fysiologiske evner, er Darwins følgende observation også af interesse:

 Deres syn var bemærkelsesmæssigt skarpt: det er almen kendt viden, at sømænd efter mange års praksis kan skelne et fjernt objekt på lang afstand meget bedre end folk, der kun har befundet sig på landjorden, men York og Jemmy [de andre to patagoniere, der sammen med Fuegia Basket året før var blevet taget som gidsler og nu med på turen, red.] var langt mere kapable end nogen anden sømand ombord: flere gange havde de angivet hvad et fjernt objekt i horisonten var, og selv om alle tvivlede på dem, viste det sig at være sandt, når det blev undersøgt nærmere i en kikkert.

Charles Darwin

Det er velkendt blandt søfolk, at navigatørerne på de store polynesiske udriggerkanoer, der i mange hundrede år har sejlet i pendulfart på kryds og tværs af Polynesien, har et ekstraordinært godt syn.

Her er det interessant, at de to patagoniere også havde et usædvanligt godt syn – på trods af, at de ikke havde haft den årelange træning og brug af deres øjne til søs. Deres syn har været naturligt skarpt, hvilket siger ikke så lidt om årsag og effekt.

I sin bog Ernæring og fysisk degeneration beskriver Dr. Price naturfolks efterladte afbildninger på klippeflader af stjerne og planeter, som umiddelbart har været usynlige med det blotte øje for mere moderne mennesker – kun kikkerter har senere kunnet bekræfte det (ud)syn, som har været naturfolk til dels. Dr. Price menter, at særlige kostelementer befordrede gode synsevner.

Til venstre ses original illustration og ledsagende tekst fra Dr.  Prices bog om naturfolk, copyright Price-Pottenger Nutrition Foundation (www.price-pottenger.org).

Den følgende observation fra Darwin i Ildlandet synes at slå hovedet på sømmet, for hvad forskellen mellem naturmennesker og moderne mennesker egentlig handler om.

I januar 1767 var Darwins gruppe af engelske sømænd tæt ved det sted, hvor Ponsonby-sundet møder Beaglekanalen, og de slog lejr omkring et stort, flammende bål, hvor en lille lokal familie af indfødte snart gjorde dem selskab. Darwin skriver:

Vi var godt klædt på, men selv om vi sad tæt på ilden, havde vi det langt fra varmt. Selv om de nøgne indfødte sad længere væk fra bålet end os, kunne vi til vores store overraskelse iagttage, at sveden haglede ned af dem ved på den måde at blive stegt! De syntes dog alle at være meget tilfredse og sang med i kor på sømændenes sange.

Charles Darwin

Dette udtrykte billede på forskellen mellem “civiliserede” mennesker og naturfolk omkring lejrbålet er nærmest ikonisk, og hvordan kan det være, der er denne forskel, og hvad betyder det egentlig?

Det der er på spil, når patagonierne så åbenlyst har været fremragende kapable til at holde varmen, er et sublimt udtryk for perfekt tilpasning til det lokale miljø. Lidt på samme måde på vore breddegrader, som når skotterne går i kilt og – nå ja, ikke så meget andet…

Patagonierne har forstået at tilpasse deres væren med forhåndenværende midler og bevidsthed, ikke mindst optimal næring af hver eneste celle under de krævende klimatiske betingelser. Med det resultat, at hver eneste celle i kroppen – helt ud i de yderste kapillærer – har haft en perfekt og uhindret blodtilførsel, hvilket har betydet, at de fint har kunnet holde varmen uden de store problemer.

Selvom fortvivlende mange detaljer angående oprindelig kulturfolks gode helbred er gået i glemmebogen, har mange måske alligevel overlevet her og der i sproget.

Ret nedladende kaldtes nordamerikanske indianere for “rødhuder”, og skotter med lårkort kilt for “redshanks” – altså rødskanker/røde underben… men deres teint havde formentlig i virkeligheden bare en nævneværdig rødlig glød…

Overvej gerne, om det kunne være tegn på, at deres blodkredsløb var så fintmasket, at huden tog farve efter blodets omløb helt ud i de yderste hudlag ved koldere vejrlig, i et så almindeligt forekommende mønster, at de fik øgenavn efter det…

Deres gode kropsfunktion og kredsløb med optimalt fungerende organer, vidner igen om en sublim integration af disse menneskers fysiske, følelsesmæssige, mentale og åndelige velbefindende og balance, der har været second-to-none.

Netop denne fire-enighed er noget, naturfolk mange steder betoner vigtigheden af, og det er formentlig ikke tilfældigt. På denne måde er det muligt at være, hvor man er fuldt og helt med formål, sjæl og ånd i livet og ikke mindst jordbunden kraft.

De nomadiske indfødte Charles Darwin mødte i Ildlandet, boede typisk i kortere perioder forskellige steder i wigwams, der lignede høstakke bygget nødtørftigt af grene med et par totter græs hist og her, skriver han. Alternativt sov de på den bare jord ved temperaturer nær frysepunktet, så der var ikke ”luksus” over livet, som vi kender det i moderne tid.

Men de havde deres menneskelige evner og sansers fulde brug og funktionalitet, hvilket de moderne engelske sømænd med deres behov for store mængder brænde til de store lejrbål åbenlyst ikke kunne prale af, ej heller de to kronikere for hver tre danskere herhjemme i vor tids Danmark. Det er fristende og i hvert fald tankevækkende at drage en sådan parallel!

SBrændstof og byggesten til patagoniernes fundament af fuldkommen fysik var selvfølgelig 100% naturligt.

Darwin nævner i flæng fisk, skaldyr, søpindsvin, sæler og hvaler, guanako, urter, bær og svampe – og de har selvfølgelig haft hele det lokale spisekammer i Ildlandet til deres rådighed.

I deres kultur har deres intime kendskab til omgivelserne og årstidernes betydning spillet en stor rolle. Naturlige madvarer som disse har på tilsvarende vis været brændstof og byggesten for talrige naturfolk mange andre steder i verden, som Dr. Price beskriver i sin bog

Nogle steder har kostvanerne været næsten ens, andre steder har man nærmest ikke kunnet sammenligne.

Men på molekylært niveau er de sande menneskelige næringsbehov blevet opfyldt optimalt, og det på en måde vi reelt har svært ved at forstå med vores moderne tilgang til livet og (alt for) dominerende rolle i vores natur.

Bemærk de bare fødder i sneen!

Patagoniernes eksempel er så ligeværdigt som noget fra alle andre oprindelige kulturfolk.

God kost, hvor naturlig den end måtte være, kan dog ikke gøre det alene, og af samme årsag er mange oprindelige folkeslag kendetegnet ved fokus på samlet fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig balance, på den samlede pakke af indbyrdes sammenhængende og positivt selvforstærkende afhængighedsforhold for menneskelig væren.

Det ville være forkert at forklare eller nærmere reducere Weston A. Prices observationer fra oprindelige folk udelukkende med bestemte kostvaner, når nu disse folkeslag netop var kendetegnet ved balance i deres liv på alle områder.

Det er lidt som den med hønen og ægget om igen – årsagssammenhængen er utvivlsomt gensidig, og ligger gemt i talløse generationer gennem evolutionen – uden dog at desavouere de åbenlyse sammenhænge mellem kost og fysisk helbred. Tværtimod er uddybelsen mere møntet på at nærme os en forståelse af de epigenetiske sammenhænge moderne videnskabsfolk som f.eks. Bruce Lipton i den senere tid er begyndt at uddybe.

Darwin beskrev de indfødte som barbarer, hvilket pudsigt nok også de gamle romere gjorde om folkeslag, der ikke bare lagde sig fladt ned og lod sig underkue. Samme beskrivelse brugte nybyggerne og General Custer i USA om bl.a. Lakota-stammerne, der også var meget kapable til at føre krig og forsvare deres familier og traditionelle landområder.

Men for fuldstændighedens skyld bør det måske nævnes, at i Darwins præsentation indebar dette også kannibalisme. Han så ikke nogen beviser på det, men skriver, han havde fået det fortalt af en engelsk sømand, der havde hørt rygter…

Hvis man tager i betragtning, at en portrættering af landets retmæssige oprindelige beboere som barbarer og kannibaler giver en vis form for ”moralsk” opbakning til Englændernes imperialistiske erobringstogt begynder det at ligne en tynd ”cup of tea”…!

Men kan det have sin rigtighed og i fald hvad skal vi mene om det? 

For hvis vi kan sætte lighedstegn mellem det at leve ”primitivt” (dvs. uden vores materialistiske overflod) og en så lav hvis ikke direkte ussel skik som kannibalisme, er der jo i den grad grund til at råbe vagt i gevær.

Ret beset kan vi ikke vide det, hverken be- eller afkræftende. Én ting ved vi dog; menneskedyret er i stand til hvad som helst i hele spektret fra ønskelig og acceptabel til helt igennem uacceptabel og uværdig handling og opførelse, der sikrer individets overlevelse.

Vi ser det gang på gang, når der er krig, uanset hvor og hvornår det er. Passagerne på det fly, der styrtede ned i Andesbjergene i 1972, er også ”berømte” for at have overlevet ved at spise afdøde medpassagerer, og Weston A. Price beskrev såmænd beboere på nogle af Stillehavsøerne, der kun for ganske nylig var blevet vænnet af med at fortære deres fjender.

Med andre ord kan vi formentlig konstatere, at der på intet tidspunkt i menneskehedens lange og farverige historie har været en ”perfekt” guldalder, hvor folk levede lykkeligt til deres dages ende. Livet har altid været og vil altid bestå i en kamp for alt, hvad man har kært.

Livet er dyrebart, indtil vi ikke har det længere. Men en gang imellem er der mennesker, der falder for fristelsen til at hoppe over, hvor gærdet er lavest, og så bliver svært for alle os andre, når vi ikke er fælles om vores forståelse af de vigtigste ting i livet, som f.eks. hvad der medvirker til at skabe et lykke liv og godt helbred.

Det der gør en forskel er vores bevidsthed om, hvor højt vi kan nå i den menneskelige kultur; hvor værdigt og respektfuldt vi kan leve; hvor meget vi kan elske – hinanden, de andre dyr, og de naturlig omgivelser vi forvalter og omgiver os med.

Denne ånd af respekt for alt liv, alt levende, kende-tegner mange hvis ikke de fleste oprindelige folk.

Men hvad med patagonierne? Darwin havde som allerede antydet tilsyneladende ikke meget blik for de indfødtes åndsliv, i hvert fald nævner han det ikke med mange stavelser i den bog, han skrev til den ”civiliserede” offentlighed hjemme i England.

Men det var der andre, der gjorde, bl.a. østrigeren Martin Gusinde, en østrigsk præst og etnolog, der specielt er kendt for sit antropologiske arbejde med de indfødte stammer i Ildlandet i første halvdel af det 20. århundrede. Han lærte sig de indfødtes sprog, boede sammen med dem og vandt deres fortrolighed.

Som følge heraf fik han lov til at fotografere mange af dem, og de fik efterfølgende lov til at se og godkende de billeder, han tog, og som er vist ovenfor. Mange har de skønneste smil, hvilket er ikke så lidt afvæbnende hvis ikke direkte overraskende, taget i betragtning af, at Gusindes europæiske ”fæller” måske nyligt har slået et ukendt antal af deres familier ihjel i det overgreb og folkemord, der blev dem til dels.

Som det måtte fremgå af Gusindes smukke billeder, flere er gengivet her, var de indfødte som nævnt meget velbyggede, smukke, og tillige meget værdigt udseende.

Billedet her til venstre er dog væsentlig ældre, og viser lederen af den walisiske koloni i Patagonien Lewis Jones i selskab med nogle indfødte høvdinge. Forskellen i alle disse parametre synes… slående!

Billederne af indfødte under deres ceremonier er endvidere et meget kraftigt vink med en vognstang i forhold til deres åndsliv og giver en oplagt mulighed for at sammenligne dem med andre indfødte stammefolk i Nord- og Sydamerika, hvor respekten for alt liv er kernen i hele deres eksistens og væren.

At Ildlandets stammefolk skulle have været primitive barbarer er meget svært at tro på endsige bevise.

En søgning på internettet om patagonierne kan bl.a. på Wikipedia fortælle, at de indfødte var blevet forflyttet af de europæiske immigranter, og at de ikke havde nogen naturlig modstandsdygtighed mod europæernes medbragte sygdomme. Samme historie, samme trætte forklaring kender vi desværre fra alle andre steder i verden, hvor europæerne trængte frem.

Men betyder det, at vores forståelse af de indfødtes stærke helbred falder i grus? Ikke nødvendigvis eller i det hele taget, hvis man forstår at læse mellem linjerne. De indfødte er typisk blevet forvist til de mindst attraktive levesteder med de dårligste vilkår for jagt, fiskeri og sankning af vegetabilske madvarer.

Som Dr. Price dokumenterede, er alt, alt for mange oprindelige folk også blevet spist af med usle handelsfødevarer – hvidt mel, dåsemad, sukker – og når deres traditionelle liv samtidig er blevet vendt op og ned, mange familiemedlemmer måske blevet dræbt i et reelt folkemord, så er der ikke langt til derouten og immunitetens ophør, og det specielt under krævende klimatiske forhold som i Ildlandet.

En tankevækkende og kulturelt sigende hændelse, Darwin nævner, er ordet yammerschooner, som de indfødte tilsyneladende sagde til hinanden i ét væk, hver gang en af dem havde fået eller byttet sig til nogle af englændernes varer. Yammerschooner betyder ‘giv mig’. Med andre ord var der en kultur og forventning om at deles om alle de gode ting i livet, hvilket de så gjorde.

På fotografiet ovenfor fra en af de “rite of passage” ceremonier, Martin Gusinde blev inviteret til at overvære og dokumentere, ses unge drenge og mænd danse og synge, mens de fejrer de unges overgang til voksenlivet. Det er rørende at bemærke, at voksne og unge holder hinanden om skuldrene – de er sammen om det vigtige i livet.

Mange indfødte stammesamfund har denne ligeværdige, egalitære kultur, hvor alle mennesker er lige i hinandens øjne. Nogle får naturligt mere respekt end andre, og andre har mere at skulle have sagt, men alle er lige. I vores individualiserede moderne kultur, hvor 1. Maj er afløst af Mig først…, er der måske også på dette punkt noget at lære, så vi igen mere bevidst kan leve af hinanden og for hinanden. 🥰

Således oplyst af Charles Darwins skarpe blik, en af de mest fremragende naturvidenskabelige observatører og videnskabsmænd i nyere tid, kunne meget se ud til, at Weston A. Prices dokumentation af naturfolks stærke helbred har meget på sig og bygger på kulturelle fundamenter, der er langt mere rodfæstede og rækker længere tilbage i tiden, end man lige havde regnet med!

Og hvad kan vi bruge det til? Vi kan bruge det til at sætte et fokus, udstikke en retning på mange områder af vores liv – væk fra det kunstige, det syntetiske, det menneskeligt fortænkte, og henimod mere nærhed, naturlig immunitet, ro, harmoni og forståelse af vigtigheden af at leve i pagt med naturen. Væk fra frygten, der gennemtærer vores samfund af i dag, en frygt der grunder i manglende forståelse af naturen og hvad det vil sige at leve naturligt. Hen imod kærligheden – kærligheden til hinanden og til naturen. Kærlighed til livet og alt levende.

Det er bare med at komme i gang! 😊

Overvej gerne følgende:

  • Hvor mener du, vi er med henblik på at kunne leve naturligt i vor tid?
  • Hvilke barrierer er de vigtigste at overvinde i det dødvande af uvidenhed og mangel på mod og mandshjerte, der blokerer vores vej på den mest uværdige facon?
  • Hvad mener du, der skal til for at vende det moderne samfunds supertanker?
  • Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at ‘skubbe bilen op af bakken’?

 

REFERENCER

Note 1: Hvidberg MF, Johnsen SP, Davidsen M, Ehlers L. A nationwide study of prevalence rates and characteristics of 199 chronic conditions in Denmark. PharmacoEconomics Open. https://doi.org/10.1007/s41669-019-0167-7. Offentliggjort 24. juli 24, 2019. Tilgået 5. december 2019.

Note 2: Darwin Charles. Voyage of the Beagle.

Følg os på sociale medier:

Pin It on Pinterest