Naturfolk har i umindelige tider haft ry for at have et exceptionelt godt helbred, det er et spor, vi kan følge langt tilbage i historien.

Men er det sandt og i fald hvad kan vi bruge denne viden til?

Historien skrives som bekendt af de ”vindende” parter, og problemet op gennem historien synes ofte at være, at de imidlertid ikke nødvendigvis altid har haft retten eller en større sandhed på deres side. De har bare typisk haft magt, som de har haft agt, og sat deres vilje igennem.

Udviklingen har på godt og ondt medført, at der stort set ikke længere findes hvide pletter på landkortet, og da naturfolk typisk har minimum kontakt med den moderne kultur, er der ikke mange, vi kan spørge længere, hvilket komplicerer problematikken.

Hvis vi er heldige, kan vi finde råd blandt efterkommere af oprindelige folkeslag, og måske tildels blandt folk, der ”higer og søger i gamle bøger” efter naturens visdom – forstået som viden, der er afkoblet den moderne mainstream naturvidenskab, som lidt for ofte synes bundet op på populære trends eller kapitalinteresser.

For realiteten på nuværende tidspunkt er desværre ikke fuldt ud, at vores generelle ”videnskabelige” forståelse og bevidsthed, om hvad der skaber et stærkt helbred, afspejler den bedste viden på sundhedsområdet.

Alene det faktum, at to ud af tre danskere døjer med behandlingskrævende, kroniske lidelser, taler sit tydelige sprog. To ud af tre danskere er såkaldte kronikere – vi lader den lige stå et øjeblik…! (Note 1)

HMS Beagle i Ildlandet (udsnit), malet mellem 1831 og 1836.

Men okay, nuvel – hvem var så de her oprindelige folk, hvornår og hvordan levede de, hvor henne og hvem kan vi tage til indtægt for en fyldestgørende beskrivelse og forståelse af deres livsstil?

Mange kilder vi har til rådighed om naturfolks levevis, stammer fra eventyrere og opdagelsesrejsende, der er rejst ud for at besøge stammefolk i fjerntliggende områder.

Dr. Weston A. Price var en meget respekteret observatør og kender af naturfolks levevis, som du kan læse mere om her. Han er dog endnu knap så bredt anerkendt i offentlighedens bevidsthed, så lad os finde et mere kendt ansigt:

En af de mest kendte videnskabsmænd, der på godt og ondt har været med til at forme vores nuværende verdensbillede og forståelse af den menneskelige udvikling, er den engelske naturforsker og geolog Charles Darwin, der levede fra 1809 til 1882.

Darwin er endt med at være kendt for sit hovedværk, bogen Arternes oprindelse, og de fleste mennesker kender udtrykket ”survival of the fittest” – at den bedst tilpassede art overlever.

Mange år før han blev verdensberømt (og i mange kredse ringeagtet for sin banebrydende naturvidenskabelige indsigt) blev Charles Darwin som ung mand udvalgt til at deltage på kaptajn Fitz Roys kortlægningsekspedition til Stillehavet via den allersydligste spids af Sydamerika, også kaldet Ildlandet, en flerårig jordomsejling med det stolte skib H.M.S. Beagle. (Note 2)

På denne rejse fik Charles Darwin lejlighed til at gøre sig grundige og for så vidt epokegørende feltobservationer om geologi og naturhistorie, hvor især hans iagttagelser af de senere så berømte finker på Galápagosøerne dannede skole og baggrund for hans senere skriverier og den naturvidenskabelige opblomstring i kølvandet på hans teorier.

I denne sammenhæng er det af interesse, at Charles Darwin var den videnskabsmand og fremragende observatør, han var, for undervejs mødte han mange indfødte folk, og vi er derfor beriget med relevante iagttagelser, om end de sundhedsmæssige aspekter efter meget at dømme ikke havde hans store opmærksomhed eller interesse.

Af særlig interesse i denne sammenhæng var det, at han mødte mange af de sagnomspundne patagoniere i Ildlandet, den sydligste del af området Patagonien i Sydamerika, et område der ligger øst for Andesbjergene.

De indfødte her blev i sin tid først beskrevet af den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan (1480-1521), der kaldte dem for “patagons” med henvisning til deres store fødder (pata=fod). Magellans kaldenavn skyldtes formentlig i virkeligheden bare, at de brugte råhuder proppet med græsstrå som fodtøj til at holde varmen, men der lå selvfølgelig mere i det end det.

Andre opdagelsesrejsende som Byron m.fl. bemærkede ligeledes, at patagonierne havde en enorm kropshøjde, og i 1766 konstaterer kaptajn Samuel Wallis med skibet H.M.S. Dolphin ved selvsyn, at de indfødte mænd, de mødte ved påsejlingen af Magellanstrædet, havde en højde på mellem seks fod og seks fod ni tommer (ca. 183-206 cm).

Dr. Weston A. Price, der i visse kredse er kendt som ernæringens Charles Darwin, skrev meget kort i sin bog Ernæring og fysisk degeneration om denne gruppe af indfødte:

Desværre ved man meget lidt om de gamle kulturer, der er opstået langs Chile og Perus kyst. Det er blevet fortalt, at de stærkeste og mest robuste af alle Sydamerikas indianerstammer var dem, der levede i Patagonien.

Dr. Weston A. Price

Så vi må være på rette spor!

Det var jf. Dolphins skibsfører George Robertson en endog meget stor højde sammenlignet med den tids engelske sømænd.

Allerede den første dag Charles Darwin ankom til Patagonien, mødte han fire indfødte og skriver – noget chokeret tilsyneladende:

Det var uden undtagelse det mest ejendommelige og interessante skue, jeg på noget tidspunkt har mødt: jeg kunne ikke have troet, der var så stor forskel på det vilde og det civiliserede menneske: forskellen var større end mellem et vild dyr og et tamdyr, eftersom mennesket besidder en større forbedringsevne.

Charles Darwin

Tak for kaffe – den unge Charles Darwin synes noget rystet i sin grundvold, måske til dels intimideret af de indfødtes betragtelige højde og fysik – han fortæller, at de unge mænd var stærke og kraftige og over seks fod høje (over 183 cm, red.).

Måske som barn af et puritansk ”stiff-upper-lip” England var det for overvældende for ham, at deres eneste form for beklædning bestod af guanako-skind (guanako’en tilhører kameldyr-familien og lever i Andes i Sydamerika) med ulden vendt udad og blot slynget over skuldrene, hvilket efterlod lige så meget af deres krop eksponeret som tildækket…

Andre steder møder Darwin indfødte, der udelukkende er klædt i sælskind, nogen har blot et odderskind slynget over ryggen, og til tider var både mænd og kvinder helt nøgne – selv i sneen!

Her er vi allerede inde på noget essentielt, for det er i denne sammenhæng to the point at nævne, at den gennemsnitlige årstemperatur i Ildlandet er på blot 4,4 °C med stor fugtighed og ofte voldsomme storme. Hvordan har de været i stand til at klare sig med så lidt påklædning – eller har de overhovedet kunnet det? Måske var de bare nogle rå, kolde og følelsesløse barbarer, eller ”savages” som Darwin konsekvent kaldte dem?

Darwin fortsætter sine observationer:

De kunne til perfektion og fuldt ud korrekt gentage hvert eneste ord i hvilken som helst sætning, vi sagde til dem, og de kunne huske sådanne ord i noget tid.

Charles Darwin

Darwins kommentar minder os om, hvor svært det egentlig er at skelne lyde på et fremmed sprog. Darwin mener naturfolk også i Afrika og Australien besidder denne evne til efterligning ud over det sædvanlige, og spørger retorisk (må man formode, siden han lader spørgsmålet stå uimodsagt):

Hvordan kan disse evner forklares? Er det en konsekvens af de mere veltrænede opfattelsesvaner og skarpere sanser, der er fælles for alle mennesker i deres vilde tilstand, sammenlignet med mennesker der længe har levet på en civiliseret måde?

Charles Darwin

Sådanne mentale evner synes ikke med det første at rime på hans førstnævnte billede af naturfolk som rå, utæmmede vilde… snarere som lysende kontrast på hans eget selvbillede.

Darwin skriver om en af de tre patagoniere, der var med på sejladsen efter et par års tvungen ophold i England (hun var blevet taget som gidsel på H.M.S. Dolphins forrige tur i området):

Fuegia Basket var en sød, beskeden, reserveret ung pige, med et ret tiltalende om end til tider noget mut gemyt, og hun var vældig kvik til at lære nye ting, især sprog.

Charles Darwin

For en tilfangetaget pige, der må formodes at forsøge at få det bedste ud af sin situation, synes denne beskrivelse bestemt ikke at tale imod hendes niveau af følelsesmæssige beredskab og mentale habitus i det hele taget – tværtimod.

I vores forståelse af naturfolks mentale niveau og fysiologiske evner, er Darwins følgende observation også af interesse:

Deres syn var bemærkelsesmæssigt skarpt: det er almen kendt viden, at sømænd efter mange års praksis kan skelne et fjernt objekt på lang afstand meget bedre end folk, der kun har befundet sig på landjorden, men York og Jemmy [de andre to patagoniere, der sammen med Fuegia Basket var blevet taget som gidsler og med på turen, red.] var langt mere kapable end nogen anden sømand ombord: flere gange havde de angivet hvad et fjernt objekt i horisonten var, og selv om alle tvivlede på dem, viste det sig at være sandt, når det blev undersøgt nærmere i en kikkert.

Charles Darwin

Det er velkendt blandt søfolk, at navigatørerne på de store polynesiske udriggerkanoer, der i mange hundrede år har sejlet i pendulfart på kryds og tværs af Polynesien, har et ekstraordinært godt syn.

Her er det interessant, at de to patagoniere også havde et usædvanligt godt syn – på trods af, at de ikke havde haft den årelange træning og brug af deres øjne til søs. Deres syn har været naturligt skarpt, hvilket siger ikke så lidt om årsag og effekt.

I sin bog beskriver Dr. Price naturfolks afbildninger på klippeflader af stjerne og planeter, som umiddelbart har været usynlige med det blotte øje – kun kikkerter har kunnet bekræfte det udsyn, som har været naturfolk til dels.

Til venstre illustration fra Dr.  Prices bog om naturfolk, copyright Price-Pottenger Nutrition Foundation (www.price-pottenger.org).

Den følgende observation fra Darwin i Ildlandet synes at slå hovedet på sømmet, for hvad det egentlig handler om.

  1. januar 1767 var Darwins selskab tæt ved det sted, hvor Ponsonby-sundet møder Beaglekanalen, og slog lejr omkring et stort, flammende bål, hvor en lille lokal familie af indfødte snart gjorde dem selskab. Darwin skriver:
Vi var godt klædt på, men selv om vi sad tæt på ilden, havde vi det langt fra varmt. Selv om de nøgne indfødte sad længere væk fra bålet end os, kunne vi til vores store overraskelse iagttage, at sveden haglede ned af dem ved på den måde at blive stegt! De syntes dog alle meget tilfredse og sang med i kor på sømændenes sange.
Charles Darwin

Dette udtrykte billede på forskellen mellem “civiliserede” mennesker og naturfolk er blevet nærmest ikonisk for mig, og jeg er glad for at dele det – for hvordan kan det være, der er denne forskel, og hvad betyder det?

Det der er på spil, når patagonierne så åbenlyst har været fremragende kapable til at holde varmen, er formentlig intet ringere end et sublimt udtryk for perfekt tilpasning til det lokale miljø.

Patagonierne har forstået at tilpasse deres væren med forhåndenværende midler, ikke mindst optimal næring af hver eneste celle under de krævende klimatiske betingelser.

De har haft et super godt kropsligt kredsløb med optimalt fungerende organer, hvilket igen vidner om sublim integration af disse menneskers fysiske, følelsesmæssige, mentale og åndelige velbefindende og balance, der har været second-to-none. De forstod at være, hvor de var fuldt og helt, med formål, mening i livet og jordbundet power.

De nomadiske indfødte Charles Darwin mødte i Ildlandet, boede typisk i kortere tid i wigwams, der lignede høstakke bygget nødtørftigt af grene med et par totter græs hist og her. Alternativt sov de på den bare jord ved temperaturer nær frysepunktet, så der var ikke ”luksus” over livet, som vi kender det, men de havde deres menneskelige evner og sansers fulde fuktionalitet, hvilket de moderne engelske sømænd åbenlyst ikke kunne prale af, ej heller de to kronikere for hver tre danskere herhjemme i vor tids Danmark.

Tankevækkende!

Brændstof og byggesten til patagoniernes fundament af fuldkommen fysik var selvfølgelig 100 % naturligt, Darwin nævner i flæng fisk, skaldyr, søpindsvin, sæler og hvaler, guanako, urter, bær og svampe – og de har selvfølgelig haft hele det øvrige lokale spisekammer i Ildlandet til deres rådighed, i deres kultur har deres intime kendskab til deres omgivelser spillet en stor rolle.

Naturlige madvarer som disse har på tilsvarende vis været brændstof og byggesten for talrige naturfolk mange andre steder i verden, som Dr. Price beskriver i sin bog. Nogle steder har kostvanernes forskel været minimal, andre steder har man næsten ikke kunnet sammenligne dem. Men på molekylært niveau er de menneskelige næringsbehov blevet opfyldt, og det på en måde vi reelt kan have svært ved at forstå med vores moderne tilgang til livet og (alt for) dominerende rolle i det naturlige kredsløb. 

God kost, hvor naturlig den end måtte være, kan selvfølgelig ikke gøre det alene, og af samme årsag er mange oprindelige folkeslag også kendetegnet ved fokus på samlet fysisk, mental, følelsesmæssig og åndelig balance, en samlet pakke af indbyrdes sammenhængende og positivt selvforstærkende afhængighedsforhold.

Et morsomt indslag Darwin nævner, er ordet yammerschooner, som de indfødte tilsyneladende ytrede i ét væk hver gang en af dem havde fået eller byttet sig til nogle af englændernes varer. Ordet betyder giv mig. Med andre ord var der en kultur og forventning om at deles om alle de gode ting i livet, hvilket de så gjorde.

Mange indfødte stammesamfund har denne ligeværdige, egalitære kultur, hvor alle mennesker er lige i hinandens øjne. Nogle får naturligt mere respekt end andre, og andre har mere at skulle have sagt, men alle er lige. I vores individualiserede moderne kultur, hvor det oftest er mig først, er der måske også på dette punkt noget at lære, så vi igen mere bevidst kan leve af hinanden og for hinanden. 🥰

Således oplyst med tankevækkende øjenvidneskildringer fra Charles Darwin, en af de mest fremragende naturvidenskabelige observatører og videnskabsmænd vores kulturkreds har haft, kunne meget se ud til, at påstanden om naturfolks stærke helbred har noget på sig!

Og hvad kan vi bruge det til? Vi kan bruge det til at udstikke en retning på mange områder af vores liv – væk fra det kunstige, det syntetiske, det menneskeligt fortænkte, og henimod mere nærhed, naturlig levevis, harmoni og forståelse af vigtigheden af at leve i pagt med naturen. Det er bare med at komme i gang! 😊

🤔 Hvad mener du, der skal til for at vende det moderne samfunds ”kajak”? 🤔                          

REFERENCER

Note 1: Hvidberg MF, Johnsen SP, Davidsen M, Ehlers L. A nationwide study of prevalence rates and characteristics of 199 chronic conditions in Denmark. PharmacoEconomics Open. https://doi.org/10.1007/s41669-019-0167-7. Offentliggjort 24. juli 24, 2019. Tilgået 5. december 2019.

Note 2: Darwin Charles. Voyage of the Beagle.

Pin It on Pinterest