qarr… qarrtsi… WHAT?

At qarrtsiluni [kartziluni] er gængs hverdagsdansk ville være synd at påstå – så hvad er meningen?

Ordet – eller måske rettere begrebet – qarrtsiluni stammer fra Inuitkulturen, og i denne sammenhæng mere specifikt fra en lille ø ud for Alaskas kyst midt i Beringshavet. En ø der på inupiat kaldes Inaliq, Inaleq på grønlandsk eller bare Lille Diomedes, og hvor polarforskeren og eventyreren Knud Rasmussen på den 5. Thule-ekspedition fra Grønland til Alaska og Sibirien (1921-24) søgte nødhavn under en storm i Beringsstrædet. Som han havde for vane på sine ekspeditioner, opsøgte han stammens ældste for at høre, hvad de kunne berette.

Qarrtsiluni har flere lag af betydninger, men kan angiveligt forstås i betydningen stilhed, af at søge at opnå en tilstand, hvor man stille, uforstyrret og uden adspredelser kan finde på nyt.

Knud Rasmussen fortæller her om qarrtsiluni i sin beretning af samme navn.

“Hvad er qarrtsiluni’?” [Knud Rasmussen spørger]

“Det skal jeg nu fortælle dig, men mere faar du heller ikke i Dag.”

Og nu fortæller Majuaq under store Haandbevægelser, uafbrudt svingende med sine krogede Arme: “I gamle Dage fejrede vi hvert Efteraar store Fester for Hvalens Sjæl, og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Aanderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes, naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i Mørke og tænkte, alle Mænd, baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.

Thi vore Forfædre havde den Tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til.”

Det var alt, hvad Majuaq kom til at fortælle mig. I Nattens Løb stillede Vinden af, og vi fortsatte vor Rejse.

Men under et kort Møde og i et eneste Ord gav hun mig sin simple Vurdering af den ydmyge Alvor, der skal til, om man virkelig vil give andre Del i noget, som kommer fra Menneskesindets hellige Dyb.

Qarrtsiluni.

Lad dette da blive en gammel, naiv og uvidende Eskimokvindes Budskab til alle, der vil fortælle deres Medmennesker noget i Bøger, i Billeder, i Sten eller hvilken som helst anden Form for Kunst. Bedre Motto for sit Arbejde kan ingen faa.

Læs Knud Rasmussens fulde fortælling her.