For mig er dagen i dag, 25. november, altid en ganske særlig dag – en dag, hvor jeg i mit stille sind er dybt taknemmelig for at være til.

I dag for 16 år og hvad der nu synes en menneskealder siden kom jeg for skade at forvilde mig ind i en elevator, hvor stolen desværre befandt sig tre etager længere nede. Det betød et frit fald på ca. ti meter og fem knuste ryghvirvler med mere.

At overleve et sådant fald med førligheden nogenlunde i behold er normalt ikke alle forundt, men takket være en formidabel indsats – også ud over de første kritiske timer af flere mennesker, end jeg kan remse op – endte det lykkeligt.

Jeg kunne nævne akutlægen, der tog hurtige, men gode beslutninger på ulykkesstedet; jeg kunne nævne de stovte brandmænd, der forsigtigt løftede mig ud af virvaret af stål, wirer og tandhjul ovenpå elevatoren; jeg kunne nævne de blændende dygtige kirurger, der lappede mig sammen, men det ville bestemt også være indlysende at fremhæve de fantastiske sygeplejersker og alle de mange ”usynlige” hænder, der med samvittighedsfuld rengøring, god mad og andet arbejde gjorde det muligt – ingen indsats eller opgave er ubetydelig.

I samme åndedrag kunne jeg nævne de fysioterapeuter, kiropraktorer, kostvejledere m.fl., der indsigtsfuldt har hjulpet med at hele både krop og sind, og sidst men ikke mindst vil jeg tillade mig at være taknemmelig for alle dem, der formidler nærende mad fra jord til bord, for uden gode, naturlige byggesten kæmper selv den dygtigste doktor mod naturen!

For jeres fantastiske indsats – hver og en – er min familie og jeg uendelig taknemmelig – af hjertet TAK, jeg elsker livet og jeg elsker jer! Det er i dag en lykkens dag, min anden fødselsdag 😊

I teknisk henseende har den moderne behandling af akutte lidelser nået et uset højt niveau, omend vi måske burde genoverveje, i hvor højt mål vi behandler også kroniske tilstande med akutte midler og metoder. At skelne rigtigt her bliver afgørende for vor fremtid, men den vi tager en anden dag…

I dag glæder jeg mig bare over livet, og vil i dagens anledning gerne dele et minde fra min første tid med spinalchok og (midlertidig) lammelse fra livet ned:

En mørk og trist december-kold dag med et humør, der var faretruende nær hundelortehøjde (det er MEGET lavt…!), mødte jeg en ældre herre, som delte sin historie med mig.  

Som jeg husker ham, lignede han Christian d. IV. Stor og mægtig med fipskæg sad han der og tronede i sin kørestol på Rigshospitalets afdeling for rygmarvsskader i Hornbæk. Som ung mand var han på motorcykel på vej ud i livet, men en lille pige løb pludselig ud på vejen, og for at undgå at ramme hende, kastede han cyklen og sig selv af vejen, hvorved han ramte kantstenen og blev lam fra brystet ned.  

På grund af sin heltemodige handling fik hans sag meget medieomtale og han modtog opmuntrende breve fra hele landet, bl.a. fra salig kaptajn Jespersen, en kulturpersonlighed i midten af forrige århundrede, som gav ham følgende råd med på vejen:

Der går veje fra de dybeste dale til de højeste tinder; og intet er umuligt for den, der ubændigt vil!

Der går veje… De ord, hver en-e-ste stavelse, brændte sig ind i mit sind den dag! Der går veje

Selv nu mange år efter kan resonansen give mig gåsehud og – måske – en tåre i øjenkrogen, men som bekendt er ikke alle tårer af det onde, og tak for det, Christian Firtal – jeg håber, du har det godt, der hvor du er! 

Den fortælling rørte mit hjerte og lagde brænde på det bål af fighting spirit, der var medvirkende til at få mig tilbage på livets vej. I sin essens en ånd af positiv, opbyggelig kærlighed til livet, som er alle til dels – hvis de vil. 

En ånd, der favnes kærligt af alle de ti tusind ildsjæle, der hver dag brænder for at gøre en forskel i deres hverv, og som er kernen, selve rygmarven i det danske sundhedsvæsen.

Tak for jer! Og tak fordi du læste med.

Hav en dejlig dag og pas godt på dig selv og de andre derude! 😊 

  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn
  • Pinterest
error: Content is protected !!

Pin It on Pinterest

Share This

Share this post with your friends!