C@vid-19 har været et af de største enkeltstående fænomener i Danmark, ja i hele verden siden 2. verdenskrig. Hvad har vi lært?

I foråret har den offentlige debat handlet om meget andet end c@vid, men betyder det så, vi har forstået, hvad problematikken handler om, så vi er bedst muligt rustet til at imødegå lignende forløb i fremtiden?

Blandt oprindelige folk i Nordamerika hedder det sig, at c@vid er en af de store læremestre – og set i respekt for deres kultur er det ikke så lidt! Men i givet fald hvad, om noget, har vi så lært af de sidste to år?

Det ville være synd at sige, der rent videnskabeligt er konsensus om nyeste influenza, hvilket måske ikke er underligt, nu det endnu ikke er lykkedes nogen forskere i noget land at isolere virus. Med andre ord, vi har endnu ikke været i stand til at definere og beskrive ondets rod. Al dialog bliver svær, når vi ikke er enige om, hvad det handler om i første instans!

Noget, vi burde kunne bruge som udgangspunkt for vores diskussion, er tal fra Danmarks Statistik, og alt andet lige BURDE vi kunne nå til enighed om ét centralt forhold: i 2020 så vi et tydeligt sæsonbestemt mønster med mange indlagte i vintermånederne og få om sommeren, et mønster der gentager sig i 2021:

Dette faktum synes himmelråbende banalt, vi kender det i forvejen fra tidligere års influenza. Men hvad der siges knap så højt og ofte er, at dødeligheden i Danmark generelt (alle dødsårsager) OGSÅ har dette sæsonbestemte mønster med høj hyppighed i vinterperioden og lav hyppighed i takt med vækstsæsonerne (samme mønster kender vi fra tidligere år):

Frygt for udefra kommende sygdom

Men hvorfor er vi ikke opmærksomme på denne sammenhæng? Hvis et stort datamateriale forudsiger intensiteten af ikke blot c@vid, men vigtigere endnu et meget stort antal af de mange danskere, der dør af livsstilsygdomme, hvorfor er det blot en gemt og glemt erkendelse fra den virkelige verden?

Problematikken er mange-facetteret, da kompleksiteten er høj og den røde tråd kan være svær at se. Og specielt i den vestlige verden er det så lang tid siden, vi levede i pagt med naturen, at der nu kun er en vag og ukonkret kollektiv bevidsthed om, at tingene kunne være så meget anderledes med de facto fuld immunitet imod livsstilssygdomme.

I stedet for synes der at være en uværdig strudsementalitet i tidsånden, en frygtbaseret flugt fra den eksistentielle udfordring, som altid har været forudsætning for vores menneskeliv: hvordan vi formår at indrette vores liv bedst muligt efter naturens vilkår.

Det frygtbaserede aspekt synes at ligge i, at vi med allehånde midler søger at skærme os fra naturen. I tilfældet c@vid f.eks. med såkaldte ”værnemidler” – masker, som ingen undersøgelser til dato utvetydigt har bevist nytten af at bruge.

I tilfælde af langt mere alvorlige livsstilsygdomme er listen over bivirkninger, fejlmedicinering og fejlbehandling alenlang, ligesom helbredelsesraten i nogle tilfælde er beklageligt ringe. Det ved vi selvfølgelig godt , og det skaber mere frygt.

Frygt, der er selvforstærkende i et omfang alvorligt nok til at tilsidesætte grundlovssikrede rettigheder, og som får visse politikere til med stolthed at være villige til at gøre det igen – minksagen i 2020 er desværre et kun alt for godt eksempel.

Frygt ødelægger rationel tænkning og tænkning i det hele taget. Men som den amerikanske præsident Franklin d. Roosevelt sagde: ”Vi har intet at frygte udover frygten selv”.

Kærlighed til livet – naturlig sundhed indefra

Hvad er så alternativet til et samfund baseret på frygt? Det må da være et relevant spørgsmål! Kan noget så “enkelt” som kærlighed have relevans også på det fysiologiske plan som faktor for vores sundhed og immunitet?

Det udsagn er ikke noget, vi hører så tit, men svaret er et stort og rungende JA! Kærlighed til livet, kærlighed til alt levende er et fællestræk blandt naturfolk over hele verden.

Vor viden om naturlig sundhed og immunitet blandt naturfolk over hele verden bekræfter, at immunitet mod livsstilsygdomme er en fysiologisk realitet, der kan opnås under de rette omstændigheder og fornøden ansvarsbevidst efterlevelse af de principper for naturlig livsstil og ernæring, som oprindelige folkeslag alle vegne gennem talløse generationer har rendyrket.

Naturfolk, uanset hvor i verden de levede (og nogle få stadig lever), k-e-n-d-t-e stort set IKKE livsstilssygdomme. Punktum. Og hvis de overlevede ulykker og krig, levede de til en høj alder med stor vitalitet.

Også herhjemme i Danmark er naturlig immunitet jf. Den Store Danske Encyklopædi ikke en vuggevise, men FAKTA! Også selv om vi skal langt tilbage i tiden på vore breddegrader for at konstatere 100% immunitet. 

Kort fortalt er caries kanariefuglen i kulminen, der sladrer om ubalance, det er her, helbredet begynder at halte. I Danmark i jægerstenalderen kendte man ikke til caries. Punktum. Samtidig havde man generelt en sund og gedigen kropsbygning, og den form for robusthed er, hvad fysiologisk immunitet går ud på. 

Det er ikke ensbetydende med, at man nødvendigvis skal leve som i jægerstenalderen, for som Dr. Weston A. Price dokumenterede, var det også muligt at opnå naturlig immunitet i bondekulturer, blot naturens lov blev opretholdt.

Som Globetrotter Jens Bjerre indsigtsfuldt formulerede det ud fra et livslangt kendskab til naturfolk, er problemet – ultrakort fortalt, at vores dominerende livsstil kvæler de naturlige instinkter for samfundsmæssig eksistens. Vores dominerende livsstil er desværre baseret på frygt, men det behøver ikke være sådan – naturen taler et tydeligt sprog.

Som et ekko af denne erkendelse, synes selve livskraften – målt på antal levendefødte børn i Danmark, om noget en ultimativ manifestation af kærlighed – i nedenstående oversigt fra Danmarks Statistik at bevæge sig modsat frekvensen for den generelle dødelighed og c@vid i grafen ovenfor:

Det er tankevækkende, at hvad det så end er, der får livet til at springe frem i takt med vækstsæsonerne, samtidig også får manet dødens spøgelse bort. Kan naturfolks livsstil danne inspiration for en naturlig løsning på problemet? Kan sæsonbaseret mad, som vi kender det fra gammel tid, være det “nye sorte”?

Det er også tankevækkende, at der både i 2020 og 2021 er en let forhøjet stigning i dødstallet midt om sommeren, i juli måned. Jf. Dr. Weston A. Price skyldes dette midsommerpausen mellem forårets og efterårets vækstsæsoner, og et deraf følgende lettere fald i kostens næringsindhold af bestemte fedtopløselige vitaminer og aktivatorer.

I det omfang dette fænomen i virkeligheden er en rygende pistol i kampen for naturlige økosystemer og egen sundhed, burde der virkelig være mere opmærksomhed på sammenhængen. Specielt når nu vi ved, naturfolk netop kendetegnes ved trofast og kompromisløs søgen efter at forstå og leve i balance med naturen. 

At leve i pagt med naturen, kunne man med en vis ret sige, er en livsstil, der står i direkte opposition til vores moderne livsstilssygdomsfremkaldende måde at leve på.

For nærmere oplysninger om denne attråværdige livskunst er Dr. Weston A. Prices rejseberetninger fra naturfolk i hele verden et godt sted at starte 😊

Hvis du vil vide mere

Dr. Prices klassiker er oversat og udgivet på dansk som trykt bog og e-bog. En historisk dokumentfilm med mange af hans berømte fotos og den eneste bevarede videooptagelse af Dr. Price himself vises nu med danske undertekster, online og gratis, med velvilje fra den amerikanske non-profit NGO Price-Pottenger Nutrition Foundation.

For god ordens skyld bør det nævnes, at i 1930’erne var det almindelig i vores vestlige, moderne kulturkreds at bruge udtrykket “primitive people” om de oprindelige folkeslag, hvilket Dr. Price med respekt og beundring også gjorde. På dansk og med den bedre forståelse vi nu har, synes betegnelsen naturfolk mere retvisende.

Læs mere om dokumentarfilmen her og se en kort teaser fra filmen:

Følg os på sociale medier: